
Den særlige kultur, historie og identitet, der kan knytte sig til lgbt+-miljøet, får nu en ekstra håndsrækning.
Den nystiftede Regnbuefond skal ’støtte, udvikle og synliggøre kulturelle, kunstneriske og samfundsoplysende initiativer med relevans for lgbt+ -miljøet i Danmark, på Færøerne og i Grønland’, som det står i fundatsen.
Regnbuefonden er stiftet af Henrik Kristensen med en grundkapital på 1 million kroner, som er en gave fra stifteren selv.
”Jeg har været så heldig at jeg har mulighed for at kunne give noget tilbage til mit miljø, og jeg er opdraget sådan, at hvis man har muligheden, så tager man også ansvaret på sig,” siger Henrik Kristensen.
Flere midler skal hentes
Den nystiftede fond er i gang med at undersøge, hvordan der kan komme flere midler ind i fonden, så uddelingerne fremover kan ske fra overskuddet af investeringer af en større kapital.
Regnbuefondens støtteområderRegnbuefonden har selv nævnt en række eksempler på projekter, som fonden kunne finde på at støtte. Det kunne være:
- Legater til nye lgbt+-kunstnere.
- Fagbøger, essays, fotobøger og skønlitteratur om lgbt+-liv og -kultur.
- Fester med et særligt kunstnerisk indhold.
- Digitalisering af historiske lgbt+-arkiver.
- Lokale kulturinitiativer i hele landet med et lgbt+-perspektiv.
- Podcastserier, installationsværker og digitale fortællinger om nutidens lgbt+-liv.
Fonden er godt på vej og regner med at kunne uddele omkring 100.000 kroner allerede fra næste år, fortæller Henrik Kristensen.
”I første omgang er vi i dialog med lgbt+-personer, som jeg selv, der har lyst til at bidrage til fondens formål,” siger han.
Han håber, at fonden om nogle år vil kunne nå en årlig uddelingsramme på omkring 200.000 kroner.
”Vi forventer ikke at uddele store beløb i begyndelsen, men her i miljøet kan selv beløb på 10.000-20.000 kroner til en udøvende kunstner eller projektkroner gøre en stor forskel,” siger stifteren.
Hul i markedet
Der er flere danske fonde, der støtter lgbt+-foreninger og projekter, men så vidt vides ikke nogen andre fonde med et fokuseret lgbt+-formål.
”Det er vores oplevelse, at større fonde tit lægger vægt på, at målgruppen skal være så bred som muligt, så de kan synes, at det er for smalt at støtte et sceneshow eller en performance til lgbt+-miljøet,” siger Henrik Kristensen.
I Sverige findes der en lgbt+-fond, som Regnbuefonden har ladet sig inspirere af, omend den har en lidt anden profil uddelingsmæssigt. https://www.regnbagsfonden.org/#
”Der er et hul i markedet til en dansk lgbt+-fond, og det vil vi så gøre noget ved. Hvis vi vil sikre en mangfoldig og levende lgbt-kultur, som stadig er i vækst, er det os selv i miljøet, der skal gøre det,” siger Henrik Kristensen.
Fondens bestyrelse består blandt andet af Jakob Steen Olsen, teaterredaktør på Berlingske, Stine Johansen, direktør for erhverv, klima og miljø i Kommunernes Landforening.
Alle arbejder frivilligt og ulønnet og er med til at løfte driften af den nye fond.
”Men hvem ved, hvor vi er om ti år. Det ville da være fedt at være vokset så meget, at der er kommet et lille sekretariat. Det vigtigste er dog at sikre, at vi er en permanent og stabil medspiller for lgbt+-miljøet,” siger Henrik Kristensen.
Ny pris til priden
Regnbuefonden får i den kommende tid en opgave med at få gjort opmærksom på sig selv.
”Hver en afkrog af miljøet skal jo helst vide, at vi er der, og hvad vi støtter, så det ikke bliver en lukket fest,” siger fondsstifteren.
Fonden har allerede en hjemmeside og har også fået produceret trykte foldere, der fortæller om fondens støtteområder.
Regnbuefonden blev officielt lanceret i forbindelse med åbningen af Copenhagen Pride i weekenden og uddelte i den forbindelse tre hæderspriser til mennesker og fællesskaber, der har gjort en særlig indsats for lgbt+-kultur.
Priserne gik til Søren Torpegaard Lund, Magnus Lykke Johansson og Kim André – også kendt under drag-navnene Diana Diamond og Di Di Cancerella – samt lgbt+ Sønderborg.
Søren Torpegaard Lund vandt det danske Melodi Grand Prix i år og blev hædret for 'med mod, integritet og autenticitet at stå ved den, han er, og for den værdighed, hvormed han har mødt homofobiske reaktioner'.
Magnus Lykke Johansson og Kim André blev hædret for den principielle sejr mod grove beskyldninger i Østre Landsret i maj. Og endelig modtog lgbt+ Sønderborg prisen for 'gennem flere år at have skabt synlighed, fællesskab og en voksende Pride Week i Sønderjylland'.

